Masha og Bjørnen: Pizza

Masha og Bjørnens pizzaleg er hyggelig, men ikke særlig social

Annoncer

Det mest interessante ved Masha og Bjørnen: Pizza er næsten det, spillet ikke prøver at være. Her er ingen stor spillergruppe, ingen rangliste at kæmpe sig op ad og ingen tydelig kanal, hvor børn kan dele deres kreationer. I stedet står Masha med en pizzabestilling, og spilleren får lov at hjælpe med at gøre den færdig. Det skaber et hyggeligt, gentageligt lille ritual, men også en klar grænse: fællesskabet omkring spillet er først og fremmest det, der opstår mellem barnet og den voksne, som sidder ved siden af.

Det er en vigtig forskel i en tid, hvor mange mobilspil måler deres liv på sociale funktioner. Pizzaeventyret har sin egen charme, fordi det ikke behøver et netværk for at fungere. Men hvis man forventer samarbejde, deling eller en levende spillerkultur, bør man skrue forventningerne ned. Spillets styrke er den overskuelige leg; dets sociale økosystem er lille og i høj grad afhængigt af samtalen uden for skærmen.

En deltagelsesform uden publikum

Grundideen er let at forstå: Masha og Bjørnen er i centrum, og spilleren hjælper med at lave pizza efter de ønsker, der dukker op. Man følger bestillingen, vælger ingredienser og samler retten, så den passer til opgaven. Den lille arbejdsgang giver barnet en tydelig rolle. Det er ikke bare en figur, der løber rundt; man er hjælperen, der får noget konkret fra ønske til færdigt måltid.

Det gør deltagelsen umiddelbar, men også privat. Der er ikke noget hold, man skal melde sig ind i, og spillets glæde afhænger ikke af, at en ven er online. En voksen kan læse situationen højt, spørge hvad kunden mon ønsker, eller lade barnet styre hele processen selv. Den slags samspil er ikke en indbygget netværksfunktion, men det er den mest troværdige måde, spillet bliver socialt på.

Som rollespil er det i den meget lette ende. Barnet får lov at tage en rolle i et lille køkken, men der er ikke tale om en omfattende fortælling eller et dybt system af valg. Det passer godt til korte besøg og yngre spillere, som gerne vil gøre noget genkendeligt uden først at lære komplicerede regler. Til gengæld betyder den enkle ramme, at fællesskabet ikke vokser gennem strategier, holdmål eller forskellige spillestile.

Masha og Bjørnen: PizzaDEVGAME KIDS games4,5 ud af 5
Download

Se flere apps fra Masha og Bjørnen: Pizza

Let at komme ind, let at forstå

Nye spillere behøver ikke kende en særlig spillekultur for at begynde. Masha og Bjørnen er allerede et velkendt udgangspunkt for mange børn, og pizzaopgaven kan aflæses med det samme: se hvad der skal laves, find de relevante ting, og gør retten klar. Det sænker adgangsbarrieren markant. En voksen behøver ikke forklare et kontrolsystem eller oversætte en lang historie, før barnet kan komme i gang.

Den fordel har dog en bagside. Når indgangen er så glat, er der heller ikke meget at opdage i samspil med andre spillere. Nykommere bliver ikke ført ind i et fællesskab af erfarne deltagere, og der er ikke nogen synlig spillerrolle at vokse ind i. Barnets fremskridt er først og fremmest en personlig erfaring: Jeg forstod opgaven, jeg lavede pizzaen, jeg kan prøve igen.

Den rytme er god til korte spilsessioner. En bestilling giver en lille begyndelse, en handling og en afslutning, så legen kan passe ind mellem andre aktiviteter. Det er ikke den slags loop, der naturligt får spillere til at aftale et fælles tidspunkt eller vende tilbage for at slå hinanden. Gentagelsen kommer snarere af, at barnet gerne vil udføre den velkendte opgave endnu en gang.

Ritualet er selve belønningen

Spillets tilbagevendende ritual er køkkenarbejdet: modtage en opgave, vælge ingredienser og se resultatet tage form. Det kan føles tilfredsstillende, fordi handlingerne har en tydelig mening. Barnet kan følge med i, om pizzaen matcher bestillingen, og den kendte figurverden gør hver runde mindre anonym end en almindelig øvelse i at trykke på de rigtige ting.

Her ligger også en fin forskel fra Royal Match. Det spil gør gentagelsen til en konkurrence mod baner, mål og en voksende række udfordringer; pizzaeventyret holder sig tættere på rollelegen og den konkrete opgave. Det forsøger ikke at gøre hver runde til en kamp om en rekord. For nogle familier er det en lettelse. For spillere, der søger tydelig udvikling eller et mål, som venner kan sammenligne, kan det derimod hurtigt føles begrænset.

Annoncer

Jeg savner især tegn på et stærkere spillerbidrag. Det er ikke synligt, at man kan lave egne pizzaopskrifter, bygge et fælles menukort eller sende kreationer videre til andre. Sådanne muligheder skal man ikke forestille sig ind i spillet, blot fordi de ville passe godt til temaet. Den sikre vurdering er mere beskeden: spilleren udfører opgaverne inden for den ramme, spillet selv stiller til rådighed.

Deling sker omkring spillet

Det betyder ikke, at ingen deler oplevelsen. Små børn viser ofte en voksen, hvad de har lavet, beder om hjælp til at vælge eller fortæller, hvad Masha gør. Men det er en menneskelig vane omkring spillet, ikke nødvendigvis en funktion i det. Jeg ville skelne tydeligt mellem de to ting, for en familieaktivitet kan føles social uden at have et egentligt fællesskab på nettet.

Andre produkter viser, hvor forskelligt sociale forbindelser kan bygges. WeRead giver mening gennem læsning og udveksling omkring bøger, mens Djurs Sommerland knytter sig til et fælles besøg og en fysisk destination. Masha og Bjørnen: Pizza har ikke samme naturlige mødepunkt mellem brugere. Det stærkeste netværk er sandsynligvis det lille: søskende, forælder og barn, der skiftes til at hjælpe eller griner af en velkendt figur.

Den sammenligning gør ikke spillet ringere. Den viser blot, at dets værdi ikke bør måles på antal følgere eller på, hvor meget indhold spillerne producerer. Hvis et barn gerne vil lege alene i fem minutter, er fraværet af sociale krav faktisk en fordel. Hvis familien derimod leder efter et spil, hvor flere kan skabe noget sammen og dele det videre, er der ikke nok her til at bære den forventning.

Friktion, tryghed og det, vi ikke kan fastslå

Den sociale friktion ser ud til at være lav, netop fordi deltagelsen er så afgrænset. Uden tydelig konkurrence mellem spillere er der mindre grund til at bekymre sig om tabte kampe, drilleri eller pres for at være online på bestemte tidspunkter. Det er en rolig ramme, og den kan passe godt til børn, der endnu ikke skal navigere i åbne samtaler eller store spillergrupper.

Annoncer

Men lav friktion er ikke det samme som dokumenteret sikkerhed. Ud fra selve spiloplevelsen kan man ikke konkludere alt om dataindsamling, køb, annoncer, forældrekontrol eller eventuelle funktioner uden for spillet. De forhold bør voksne undersøge i den aktuelle udgave og i butikkens oplysninger, før de overlader en enhed til et barn. Jeg vil heller ikke påstå, at der findes bestemte moderationsværktøjer eller fællesskabsregler, når der ikke er en tydelig spillerkanal at vurdere dem i.

Det er en relevant begrænsning for et børnerettet spil. Når børn deler billeder eller spilleresultater gennem andre tjenester, følger sikkerheden de tjenester og de voksnes valg, ikke automatisk med fra pizzakøkkenet. Spillet kan være enkelt at bruge uden dermed at kunne stå inde for alt, der sker rundt om det.

Netværksværdi i lille skala

Værdien for andre bliver derfor ikke større, fordi en enkelt spiller bliver særligt dygtig. Den opstår, når legen kan overleveres: et barn viser en søskende, hvordan man starter, eller en voksen bruger den velkendte opgave som anledning til at tale om ingredienser, valg og rækkefølge. Det er en beskeden, men reel form for netværksværdi. Spillet bliver et fælles referencepunkt, ikke en platform, hvor fællesskabet selv producerer nyt indhold.

Det giver også en anden slags levetid. En spiller kan vende tilbage, fordi figurerne og arbejdsrytmen stadig er rare, men spillet ser ikke ud til at have en tydelig motor, der holder et fællesskab i gang over måneder. Der er ingen synlig turnering, ugentlig gruppeopgave eller spillerdrevet udfordring, som kan forny interessen. Hvis spillets opgaver ikke længere føles nye, er det sandsynligt, at legen også bliver kortere.

Det er her, en sammenligning med Sprunki Funky Beat kan skærpe billedet. Musik- og rytmelege kan naturligt invitere til at vise hinanden en takt eller finde på en ny lydkombination. Pizzaopgaven har et mere lukket resultat: en bestilling bliver løst, og så begynder næste lille runde. Den lukkethed giver ro og retning, men færre anledninger til, at spillere bygger videre på hinandens idéer.

Annoncer

Kan fællesskabet holde?

Et økosystem kan godt holde uden at være stort. For Masha og Bjørnen: Pizza afhænger holdbarheden af, om den grundlæggende leg fortsat føles rar, og om spillet har nok variation til, at barnet ikke oplever runderne som identiske. Den sociale side kan forlænge oplevelsen, når en voksen eller søskende deltager, men den kan ikke alene skjule en gentagelse, der er blevet for velkendt.

Det giver spillet en ærlig plads blandt børnespil: ikke som et samlingssted, men som en lille aktivitet, der kan deles i øjeblikket. Det er en vigtig forskel for forældre, der søger noget uden åbent spillerpres, og for børn, der gerne vil være med i Masha og Bjørnens verden uden at skulle konkurrere. Men den forskel bør også stå klart, før man forventer et spil, der lever videre gennem venner og fælles projekter.

Min dom er, at Masha og Bjørnen: Pizza fungerer bedst som en tryg, kort rolleleg med et socialt efterliv i familien, ikke som et egentligt fællesskabsspil. Dets stærkeste kvalitet er den enkle invitation til at hjælpe: en opgave, der er let at forstå og rar at gentage. Dets svaghed er tilsvarende tydelig, for spillet giver kun få tegn på, at spillerne kan bidrage til eller forme noget større sammen. Køber man det for den lille pizzarunde, giver det mening; køber man det for et levende netværk, leder man det forkerte sted.

Annoncer

Læs også

Endnu mere fra bloggen