Kick the Buddy: Second Kick

Kick the Buddy: Second Kick passer til korte pauser – men annoncerne afbryder

Annoncer

Mobilspil bliver i stigende grad brugt i små lommer af tid: et par minutter mellem beskeder, en kort pause på sofaen eller et hurtigt afbræk, mens en app opdaterer. Kick the Buddy: Second Kick passer næsten for godt ind i den rytme. Spillet gør Buddy til en dukke, man kan afreagere på med våben og andre fjollerier, og det kræver ikke lange sessioner eller en indviklet plan. Men på Android og iOS er den vigtigste forandring ikke et nyt trick i spillet. Det er, at moderne telefoner gør det stadig lettere at hoppe ind og ud – mens annoncer, batteriforbrug og skærmens størrelse afgør, om den hurtige pause føles sjov eller afbrudt.

Det er værd at skelne mellem en platformændring og en egentlig spilopdatering. Android og iOS ændrer løbende, hvordan tilladelser, baggrundsaktivitet, annoncer og køb håndteres. Det kan påvirke, hvordan et spil åbner, hvor hurtigt det vender tilbage efter et afbræk, og hvor tydeligt det spørger om samtykke. Det betyder ikke automatisk, at Second Kick har fået nye baner, våben eller funktioner. Spillets kerne er stadig den umiddelbare tilfredsstillelse ved at vælge et redskab, ramme Buddy og se hans overdrevne reaktion.

En lille leg, der begynder med et tryk

Spillets gevinst ved moderne telefoner er først og fremmest adgang. Det er bygget op omkring korte handlinger frem for lange forløb: Man åbner spillet, vælger noget fra arsenalet og går i gang. Den enkle struktur passer til en telefon, der hele tiden bliver afbrudt af notifikationer, opkald og andre apps. Man behøver ikke huske en mission eller finde tilbage til en kompliceret fortælling efter at have skiftet væk i et øjeblik.

Det er en snæver, men tydelig form for frihed. Spillet vil ikke lære én et avanceret kampsystem eller belønne taktisk snilde. Det tilbyder et trygt, overdrevet pusterum, hvor Buddy fungerer som en komisk rekvisit, ikke som en modstander, der skal overvindes. Den fysiske fornemmelse i berøringen er derfor vigtigere end præcision: Et tryk eller et træk skal hurtigt blive til en synlig reaktion på skærmen.

På en nyere telefon kan den direkte styring føles kvik, og animationerne gør det let at forstå, hvad der sker uden at læse instruktioner. Det er spillets stærkeste kvalitet. Der er ingen lang indkøring, og man kan prøve en idé med det samme. Til gengæld er denne umiddelbarhed også spillets begrænsning: Når overraskelsen ved de første redskaber har lagt sig, afhænger lysten til at fortsætte af, hvor meget man selv morer sig over gentagelsen.

Kick the Buddy: Second KickPlaygendary Limited4,2 ud af 5
Download

Se flere apps fra Kick the Buddy: Second Kick

Det første, man mærker

Det første møde handler mindre om operativsystemet end om tempoet. Buddy står klar, og spillet lægger op til handling frem for forklaring. Det virker godt, hvis man vil have en hurtig afledning, men også lidt mekanisk, hvis man forventer en stærk fortælling eller et tydeligt mål. Her er ikke den samme spændingskurve som i et actionspil med baner, fjender og en afslutning. Belønningen er selve reaktionen og den lille følelse af at have fundet en ny måde at skabe kaos på.

På mobilskærme er det en fordel, at handlingen kan aflæses uden meget tekst. Samtidig kan store hænder, små skærme og skærmkanter gøre præcise tryk mindre behagelige. Det mærkes især, hvis man spiller med én hånd eller prøver at ramme et bestemt område. Spillet er bedst, når man ikke behandler det som et præcisionsspil, men som en digital legetøjskasse, hvor det vigtigste er at eksperimentere.

Skift mellem apps viser også, hvor meget moderne mobilvaner former oplevelsen. Et kort blik på en besked kan være nok til at bryde rytmen, og når man vender tilbage, forventer man, at spillet er klar igen. Android-enheder varierer meget i hukommelse og baggrundsstyring, mens iOS typisk giver en mere ensartet hardwareoplevelse, men begge systemer kan lukke apps, der har ligget i baggrunden. Hvis spillet skal genindlæse, bliver en ellers lille pause pludselig længere end selve legen.

Det korte loop og den lange hale

Second Kicks rytme er let at beskrive: vælg, prøv, se Buddy reagere, og vælg igen. Den lille løkke er tilfredsstillende, fordi den næsten ikke stiller krav. Man kan spille i et minut uden at føle, at man har forladt noget vigtigt. Det gør spillet velegnet til ventetid, men ikke nødvendigvis til en hel aften. Gentagelsen kræver, at arsenalets variation bliver ved med at føles værd at udforske.

Her påvirker telefonens økosystem også mere, end man først tror. Hurtige køb, annonceformater og systemets håndtering af sporing kan være en del af vejen mellem en spiller og nyt indhold. Når en annonce eller en betalingsanmodning bryder ind mellem to forsøg, føles den ikke som en neutral del af grænsefladen; den stopper spillets rytme. Det gælder især i et spil, hvis hovedløfte netop er, at man kan komme hurtigt i gang.

Annoncer

Jeg synes, det er den vigtigste daglige forskel at holde øje med: Ikke om Buddy reagerer en anelse glattere på en bestemt telefon, men om spillet lader én blive i den lille, fjollede leg. En annonce, der kommer på et ubelejligt tidspunkt, eller et køb, der fylder for meget, gør mere skade her end i et spil med lange baner, hvor pauserne er naturlige. Den korte form gør det nemt at spille, men også let at lægge fra sig.

Styrker og gnidninger i det nye mobilmiljø

Nutidens Android- og iOS-enheder giver en række praktiske fordele: hurtige skærme, responsiv berøring og mulighed for at genoptage en app efter et skift. Det er egenskaber, der passer direkte til spillets simple loop. På en nyere enhed kan små animationer og reaktioner virke mere umiddelbare, og den lave tærskel gør, at man ikke behøver planlægge sin spiltid.

Men kompatibilitet er mere end spørgsmålet om, hvorvidt spillet kan installeres. Ældre telefoner kan have mindre fri hukommelse, langsommere indlæsning eller begrænset plads, og forskellige skærmformater kan ændre, hvor behageligt det er at ramme spillets elementer. Operativsystemernes løbende ændringer i tilladelser og annoncebeskyttelse kan også give en anden oplevelse fra enhed til enhed. Hvis et spil virker forskelligt på to telefoner, er det derfor ikke altid selve spillet, der har ændret sig; det kan være kombinationen af systemversion, hardware og indstillinger.

Der er også en mere grundlæggende friktion: Spillets humor bygger på gentagen vold mod en dukke. Den er karikeret og tegneserieagtig, men den tone vil ikke ramme alle. Nogle vil opleve det som uskyldig slapstick; andre vil hurtigt synes, at joken er udtømt. Det er ikke et spørgsmål om telefonens styresystem, men det er en vigtig del af, hvem spillet faktisk passer til.

Hvad konkurrenterne gør tydeligere

De nævnte alternativer peger på forskellige vaner snarere end direkte konkurrence. status - sims but social media bygger på sociale handlinger og identitet, DramaWave - Dramas & Reels lokker med korte fortællinger, og TV Garden - Live World TV handler om at finde noget at se. Kick the Buddy: Second Kick kræver ingen af de investeringer: Man behøver ikke følge en historie, holde en social profil i gang eller vælge et program. Det er en mere isoleret og øjeblikkelig form for underholdning.

Annoncer

Den kontrast siger også noget om, hvad der er svært ved at fastholde spilleren. Korte videoer og sociale spil skifter indhold eller giver nye reaktioner fra andre mennesker. Second Kick må skabe variation inden for sin egen legetøjskasse. Dets stærkeste konkurrencefordel er friktionsfriheden; dets svageste punkt er, at der ikke nødvendigvis venter en ny oplevelse, når man har prøvet de samme idéer flere gange.

Downloadprogram er her mindre en spilrival end en påmindelse om, hvor meget mobilbrug handler om at finde og hente indhold hurtigt. I den verden forventer folk, at en app åbner uden besvær, forklarer sig selv og respekterer deres tid. Second Kick opfylder den første forventning bedre end den sidste, hvis afbrydelser eller gentagelser fylder for meget.

Hvem skiftet gavner, og hvad der bør komme næste

Spillet passer bedst til folk, der vil have en kort, uhøjtidelig afledning og ikke har brug for progression, konkurrence eller en historie. Det er også et oplagt valg for spillere, der foretrækker at prøve sig frem frem for at læse lange instruktioner. Hvis man søger action med udfordrende kampe, præcise kontroller og en følelse af at blive bedre, er dette derimod et tyndt måltid. Det lover ikke den slags, og man bør heller ikke bedømme det, som om det gjorde.

Det næste, jeg ville holde øje med, er ikke blot flere genstande, men hvordan spillet håndterer de små overgange, som moderne telefoner gør uundgåelige. Kan man vende tilbage hurtigt efter et opkald? Er annoncer tydeligt adskilt fra spillet? Fungerer berøringen lige godt på forskellige skærmstørrelser? Og bliver der ved med at være nok variation til, at det korte loop føles som leg frem for gentagelse? Det er de spørgsmål, der afgør, om en mobilopdatering mærkes i hverdagen.

Den klare dom er, at Kick the Buddy: Second Kick fungerer bedst som et lille, bevidst useriøst pusterum. Moderne Android- og iOS-vaner passer til dets hurtige indgang og korte spilrunder, men de løser ikke spillets begrænsede dybde. Når Buddy reagerer, og man finder på et nyt stykke kaos, er oplevelsen præcis så let og fjollet, som den skal være. Når gentagelsen eller afbrydelserne tager over, er der ikke meget andet, der holder én fast. Det er et spil til et ledigt minut, ikke et, der behøver eje resten af dagen.

Annoncer

Læs dette som det næste

Mere fra bloggen