Masha and the Bear: Venner

Analyse af Mobexer

Når en tablet går på omgang mellem søskende, kan et spil med kendte figurer være nemt at tage frem uden lang forklaring. Masha and the Bear: Venner er et rollespil til børn, hvor kæledyrspleje og små læringsaktiviteter er tænkt sammen. Jeg ser det især som et roligt valg til korte pauser: Barnet kan gå ind i Masha og Bjørns univers, mens en voksen stadig kan holde styr på, hvornår spillet bruges, og om køb i appen passer til familien.

Den type fælles brug fungerer bedst, når den voksne også tænker på, hvad der sker før og efter spilletiden. Jeg ville for eksempel vælge et tidspunkt, hvor det er nemt at stoppe, frem for at åbne appen lige før familien skal ud ad døren. Det er en lille planlægningsdetalje, men den gør en forskel, når et barn gerne vil fortsætte, og næste person venter på tabletten.

Et spil, der kan gå på omgang

I en almindelig hverdag kan spillet passe ind, når et barn venter på aftensmaden, eller når søskende skiftes til familiens tablet. Den velkendte Masha-og-Bjørn-ramme gør det lettere for et barn, der allerede kender figurerne, at føle sig hjemme. Samtidig giver kæledyrstemaet en tydelig anledning til at tale om omsorg: Hvad har et dyr brug for, og hvordan kan man vise, at man passer på det?

Det er dog værd at være realistisk om ordet “delt”. Spillet kan bruges på en fælles enhed, men det er ikke det samme som et fælles familieområde med tydelige brugerprofiler eller aftaler om, hvem der fortsætter hvor. Jeg ville derfor lade børnene bruge det efter tur og på forhånd aftale, at man ikke ændrer noget, når en søskende har spillet. Hvis familien har brug for separate konti, individuelle fremskridt eller detaljerede forældrekontroller i selve spillet, bør man ikke gå ud fra, at det er dækket.

Netop den forskel er nyttig at tænke over før installationen. På en fælles tablet kan den voksne sætte rammen omkring brugen, mens barnet koncentrerer sig om spillet. For yngre børn kan en kort, fælles introduktion være bedre end blot at give enheden videre: Vis, hvordan man kommer i gang, og tal om, at køb i appen ikke er en del af den almindelige leg, medmindre en voksen siger ja.

Korte sessioner og en voksen i nærheden

Jeg ville bruge spillet som en aktivitet, barnet kan vende tilbage til i små bidder, snarere end som en løsning, der skal holde det optaget længe uden opsyn. Det passer godt til en stille stund efter børnehave eller en kort pause på en rejse, hvor barnet allerede har adgang til enheden. I en travl husholdning gør det også overgangen lettere, hvis man aftaler en tur ad gangen, før spillet åbnes, i stedet for først at forhandle, når nogen skal stoppe.

Et praktisk råd er at lade barnet vise den voksne, hvad det gerne vil lave i spillet, første gang. Det giver en naturlig mulighed for at se, om barnet forstår de forskellige aktiviteter, og om tempoet føles passende. Det er også en bedre måde at vurdere spillets tiltrækning på end at antage, at alle børn vil reagere ens på de samme figurer eller opgaver.

Jeg ville desuden lade barnet afslutte en aktivitet, før skærmen gives videre, hvis det passer ind i situationen. Det skaber en mere overskuelig overgang end at afbryde midt i noget, barnet er optaget af. Det er ikke en særlig spilfunktion, men en enkel måde at gøre en delt tablet mindre konfliktfyldt på.

Rammer omkring en fælles enhed

Her ligger en vigtig del af oplevelsen uden for selve spillet. Hvis enheden bruges af flere familiemedlemmer, kan den voksne med fordel afklare, hvem der må installere spil, og hvordan køb håndteres, før barnet begynder. Spillet er gratis at hente, men det indeholder køb i appen. Når betaling sker via Google Play, ligger køb mellem 9 og 225 kr.; det gør det særligt fornuftigt at holde betalingsgodkendelse på den voksnes side frem for at lade barnet prøve sig frem.

Jeg ville også tage en kort snak om skift mellem søskende. En enkel regel som “vi afleverer tabletten, når tiden er gået” fungerer bedre end at love, at den næste spiller får præcis samme oplevelse. Det er en husholdningsaftale, ikke en funktion, jeg ville forvente, at spillet selv administrerer. På den måde undgår man at forveksle almindelig fælles brug med en løsning, der automatisk koordinerer familiens forskellige behov.

Hvis barnet bruger sin egen enhed, er situationen lidt anderledes: Den voksne kan stadig hjælpe med at sætte grænser for køb og spilletid, men behøver ikke forhandle om turene. På en delt enhed bør man derimod være ekstra opmærksom på, at barnets brug foregår inden for de regler, familien allerede har for enheden. Det er et lille forberedelsestrin, men det forebygger flere problemer end at forsøge at rette op på dem bagefter.

En nyttig rutine er at skelne mellem adgang til enheden og adgang til betaling. Barnet kan godt få lov til at starte en kort spilsession, uden at det dermed skal kunne træffe købsbeslutninger. Jeg ville selv gennemgå købsmulighederne først og gøre det klart, at barnet skal spørge, hvis noget ser ud til at koste penge. Den snak er særlig vigtig, når flere børn bruger samme tablet, fordi en ændring foretaget af ét barn kan overraske den næste.

Alder, tryghed og læring i praksis

Spillet har aldersmærkningen PEGI 3 og er tiltænkt børn fra 4 år. Den brede målgruppe betyder ikke, at alle børn vil kunne navigere lige selvstændigt. For et barn, der endnu ikke læser sikkert, kan en voksen være nyttig til at forklare, hvad der sker, og hvad næste skridt er. Jeg ville betragte det som en mulighed for at spille sammen, ikke som en garanti for, at barnet lærer bestemte færdigheder uden hjælp.

Kæledyrsplejen giver en konkret samtalestart, men det er bedst at holde forventningerne jordnære. Et digitalt dyr kan gøre omsorg til et legende emne; det erstatter ikke ansvar for et rigtigt kæledyr eller praktisk erfaring med dyr. Hvis barnet allerede ønsker sig et kæledyr, kan man bruge spillet til at tale om forskellen mellem virtuel leg og de tilbagevendende opgaver, som et levende dyr kræver.

Jeg synes også, aldersmærkningen er et nyttigt udgangspunkt for voksne, ikke en beslutning på barnets vegne. Et barn, der bliver frustreret over skærmaktiviteter eller har svært ved at stoppe, kan have mere glæde af fælles spil i kort tid end af fri adgang. Omvendt kan et barn, der allerede kender figurerne og kan navigere roligt, måske klare sig mere selvstændigt. Det vigtigste er at tage udgangspunkt i barnets reaktion, ikke kun i tallet på mærkningen.

For familier, der sammenligner med almindelige børnespil, er forskellen især temaet: Her er fokus på Masha og Bjørn, kæledyr og læringsprægede aktiviteter, mens et mere åbent kreativt spil kan give større plads til at bygge eller skabe på egen hånd. Hvis målet er at holde barnet i gang med fri konstruktion, ville jeg vælge noget andet. Hvis barnet hellere vil møde velkendte figurer og lave omsorgsorienteret leg, er denne retning mere oplagt.

Et andet valg er en mere fagligt afgrænset læringsapp. Den kan være et bedre match, hvis familien vil øve et bestemt emne på en systematisk måde, mens dette spil egner sig bedre til leg, hvor læringspræget ikke behøver være dagens hovedmål. Jeg ville derfor vælge efter barnets behov i øjeblikket: afslappet figurleg og omsorgstema her, tydelig øvelse i en anden app, når det er det, man leder efter.

Hvem udvikler det, og hvad fortæller populariteten?

Spillet er udviklet af DEVGAME KIDS games. Det har en gennemsnitlig vurdering på 4,1 ud fra omkring 54.000 bedømmelser, og det er hentet over 50 millioner gange. De tal viser, at mange familier har prøvet det, men de kan ikke fortælle, om det passer til netop dit barns temperament. Jeg ville bruge dem som baggrund, ikke som erstatning for at afprøve spillet sammen og se, hvordan barnet reagerer.

Spillet blev udgivet den 27. september 2022, og den aktuelle version er 1.1.10. Det kræver Android 7.0 eller nyere. For en familie med en ældre Android-enhed er det derfor værd at kontrollere systemversionen, før man planlægger at installere det. Spillet er gratis at hente, men købsmulighederne betyder, at “gratis” ikke bør forveksles med, at alle valg i appen nødvendigvis er uden betaling.

Hvis du overvejer det til en fælles iPad eller en anden Apple-enhed, bør du først undersøge, om den version, du vil bruge, passer til din platform og enhed. Det er bedre end at antage, at de samme krav gælder på tværs af Android og iOS. Uanset enhed ville jeg lade den voksne stå for installationen og undersøge købsmulighederne, inden barnet får fri adgang.

På Android kan versionskravet være en hurtig første kontrol, især hvis familiens tablet er ældre og også bruges til andre ting. Jeg ville tjekke det, før jeg lover barnet, at spillet er klar til en rolig eftermiddag. På en delt enhed er det desuden en god idé at sikre, at den voksne kan finde tilbage til de almindelige enhedsindstillinger, hvis barnet kommer til at åbne noget uventet.

Hvornår jeg ville vælge noget andet

Jeg ville springe spillet over, hvis barnet foretrækker åbne legeverdener, hvor det selv bestemmer et længere forløb, eller hvis familien vil have en app, der tydeligt adskiller hvert barns profil og brug. Det er også mindre oplagt, hvis der ikke er en voksen til rådighed til at hjælpe med køb og fælles-enhedsregler. De begrænsninger handler ikke om, at spillet nødvendigvis er svært; de handler om, hvad husholdningen forventer, at et spil skal løse.

For et barn, der helst vil øve bogstaver eller tal på en mere målrettet måde, ville jeg sammenligne med en app, der har det som sit tydelige hovedformål. Her er læring en del af en bredere leg med Masha, Bjørn og kæledyr, så det er ikke den bedste erstatning for en skoleopgave eller et struktureret øveprogram. Til gengæld kan den blanding være en fordel for et barn, der mister interessen, når aktiviteter føles som lektier.

Jeg ville også vælge noget andet, hvis det vigtigste er at lade flere børn spille uafhængigt af hinanden uden voksen koordinering. En titel med tydeligt adskilte profiler eller et spil, der kan deles uden at blande børnenes brug, vil da være mere praktisk. Det er ikke en kritik af selve kæledyrslegen; det er et spørgsmål om, hvor meget husstanden forventer, at én app skal organisere.

Min vurdering til familien

Mit bedste råd er at prøve spillet sammen først og derefter beslutte, om det fungerer på jeres fælles enhed. Det gør det lettere at vurdere barnets interesse, forklare regler om køb og aftale, hvordan søskende skiftes. En voksen behøver ikke sidde ved siden af ved hver eneste session, men de første minutter giver et godt indtryk af, om barnet kan finde rundt og lægge spillet fra sig igen uden konflikt.

Som gratis rollespil med Masha og Bjørn har det en tydelig plads i hjem, hvor barnet kan lide figurerne og bliver tiltrukket af kæledyrspleje. Det er ikke min anbefaling til familier, der forventer individuelle profiler, automatisk koordinering eller en fuld erstatning for læringsapps med ét bestemt fagligt mål. Til korte, hyggelige pauser kan det derimod være et fint valg, så længe en voksen styrer rammerne omkring enheden og køb. For mig er det den afgørende forskel mellem et spil, der bare bliver installeret, og et spil, der faktisk passer ind i familiens hverdag.

Min samlede vurdering er derfor positiv, men afhænger af, hvem der skal bruge spillet, og hvordan det passer ind i hjemmets rutiner. Hvis barnet er glad for Masha og Bjørn og gerne vil have en blid aktivitet omkring kæledyr, ville jeg give det en chance sammen med barnet. Hvis familien først og fremmest har brug for individuel progression, faglig træning eller fri kreativ udfoldelse, findes der mere målrettede valg. Her er styrken den velkendte ramme og den overskuelige mulighed for fælles leg; den voksne skal blot tage ansvar for de praktiske grænser omkring den.