Save the Guy: Valgspil

Analyse af Mobexer

På en delt telefon kan et spil være nemt at tage frem, mens man venter på bussen eller sidder sammen i sofaen. Save the Guy: Valgspil passer til den slags korte, uformelle stunder: Det er et eventyrspil, hvor man hjælper en figur videre gennem situationer ved at træffe valg. Jeg synes især, at den enkle idé fungerer bedst, når flere i husstanden skiftes til at spille og diskutere, hvad de ville vælge. Det er mindre oplagt, hvis man søger et langt rollespil med en stor verden og dybe systemer.

Et spil, der er let at dele på sofaen

Det særlige ved spillets valgformat er, at man ikke behøver være ekspert for at deltage. En person kan holde telefonen, mens en anden foreslår en løsning, og så kan man sammen se, hvordan situationen udvikler sig. Det gør Save the Guy velegnet til små pauser, hvor man gerne vil have noget mere aktivt end at se på en skærm, men ikke har lyst til at sætte sig ind i komplicerede regler.

En realistisk måde at bruge det på er at lade spillet gå på omgang efter aftensmaden. Den, der har telefonen, læser situationen højt, og resten vælger mellem de muligheder, der vises. Det giver en lille fælles aktivitet uden krav om, at alle skal være lige gode til spil. Til gengæld er det ikke nødvendigvis en oplevelse, der holder en hel gruppe optaget længe ad gangen: Når selve valget er truffet, ligger spændingen i udfaldet, ikke i en længere samtale eller samarbejdsopgave.

Jeg ville derfor betragte det som et let tilgængeligt indslag snarere end som et egentligt selskabsspil. Det kan fungere fint, når en yngre spiller gerne vil vise de voksne, hvad der sker, eller når søskende skiftes til at bestemme. Hvis alle omkring telefonen foretrækker strategispil, hvor man planlægger sammen over længere tid, vil et mere systemtungt eventyrspil sandsynligvis være et bedre valg.

Skift mellem spillere uden at blande rollerne sammen

På en fælles enhed er den praktiske udfordring ikke kun, hvem der vælger næste handling, men også hvem der faktisk spiller. Jeg ville aftale en enkel rækkefølge på forhånd: Én person træffer et valg, og den næste får tur ved en ny situation. Det forebygger, at den hurtigste spiller kommer til at styre hele oplevelsen, og det gør det lettere for børn at føle, at de deltager på lige vilkår.

Det er også værd at skelne mellem at følge med og at overtage. En voksen kan hjælpe med at læse teksten eller forklare et valg, men lade barnet beslutte, hvad der skal ske. På den måde bliver spillet en anledning til at tale om konsekvenser uden at gøre hvert valg til en test med ét rigtigt svar. Det er en lille, men nyttig forskel, når spillet bruges sammen på tværs af alder.

Hold styr på køb og forventninger

Spillet er gratis at hente, men det har køb i appen. Hvis flere bruger samme telefon, er det fornuftigt at afklare på forhånd, hvem der må købe noget, og hvordan køb håndteres på enheden. Det handler ikke om at antage, at et barn vil trykke på noget ved et uheld; det handler om at gøre grænsen tydelig, før telefonen gives videre. Ved betaling gennem Play ligger køb angivet til 45,00–69,00 kr., så den mulighed er værd at være opmærksom på, når man vurderer spillet som gratis underholdning.

Min praktiske anbefaling er at lade den voksne stå for eventuelle køb og ikke gøre dem til en del af den fælles tur, medmindre det er besluttet på forhånd. Det holder fokus på selve valgene i spillet og undgår, at en hyggelig pause pludselig bliver en diskussion om betaling. Jeg ville også undgå at love børn, at alle dele er gratis, blot fordi spillet ikke koster noget at installere.

På en delt enhed bør man desuden tænke over, om spillet blot bruges på skift, eller om hver person forventer sin egen særskilte fremgang. Jeg ville ikke basere en fælles plan på, at alle kan holde individuelle forløb adskilt. Hvis det er vigtigt for familien, bør man først undersøge, hvordan den aktuelle udgave opfører sig på netop den enhed. Indtil da er den tryggeste forventning, at telefonen er fælles, og at spillerne aftaler deres turordning frem for at regne med separate personlige rum.

En samtale om valg, ikke en lektion

Spillets grundidé giver voksne en naturlig åbning til at spørge, hvorfor nogen valgte en bestemt vej, og hvad de tror, der sker bagefter. Jeg synes, den samtale fungerer bedst, hvis den holdes let. Man kan spørge: “Hvad ville du gøre?” og derefter lade spillet vise sit svar, uden at gøre barnets valg til noget, der skal bedømmes. Det er mere engagerende end at forklare moral eller regler på forhånd.

Der er dog en grænse for, hvad man bør forvente af denne form for fælles spil. Et valg i et spil er ikke det samme som en realistisk beslutning i virkeligheden, og en voksen bør ikke bruge udfaldene som bevis på, at barnet tænker rigtigt eller forkert. Se det snarere som en anledning til at tale sammen. Hvis barnet bliver frustreret over et uventet resultat, kan man holde en pause og minde om, at spillets udfald hører til fiktionen.

Alder, indhold og tillid

Spillet har PEGI 7-mærkning, så det er rettet mod et ungt publikum, men aldersmærket erstatter ikke en voksens vurdering af det enkelte barn. Jeg ville især være opmærksom på, hvordan barnet reagerer på spændte situationer og på valg, hvor udfaldet ikke bliver, som det håbede. Det er mere brugbart end at gå ud fra, at alle børn på samme alder oplever indhold ens.

En god introduktion er at spille de første situationer sammen og lægge mærke til, om barnet forstår, at det handler om fiktive problemer og spillets egne konsekvenser. Hvis barnet gerne vil fortsætte alene, kan man stadig aftale, at det kommer og spørger, hvis noget føles ubehageligt eller forvirrende. Det er en almindelig samtale mellem voksen og barn, ikke en særlig funktion i spillet, og den tilgang undgår at love kontrolværktøjer, som man ikke bør tage for givet.

For voksne, der leder efter et spil til en yngre spiller, hjælper det også at være tydelig om spillets begrænsninger: Det er først og fremmest en række valg i et eventyrligt format, ikke et læringsprogram eller et åbent kreativt værktøj. Hvis barnet gerne vil bygge, tegne eller løse udfordringer i længere baner, vil en anden type spil sandsynligvis passe bedre. Hvis interessen derimod er at vælge mellem handlinger og se, hvad de fører til, er præmissen mere relevant.

Hvad man får sammenlignet med andre eventyrspil

Mange eventyrspil lægger vægt på udforskning, kampe, figurer og længere fortællinger. Her er den mest indbydende del den umiddelbare beslutning: Man ser en situation, overvejer mulighederne og vælger. Det sænker startbarrieren, især for spillere, der ikke har lyst til at lære et stort kontrolsystem. Samtidig betyder den enklere tilgang, at det næppe tilfredsstiller dem, der ønsker præcis styring, taktisk dybde eller en verden, de kan undersøge i eget tempo.

Sammenlignet med traditionelle puslespil handler oplevelsen heller ikke kun om at finde én logisk løsning. Det er mere interessant at gætte på, hvad et valg vil føre til, og at se konsekvensen. Når man spiller med andre, kan uenigheden om valget være lige så underholdende som udfaldet. Den styrke afhænger dog af selskabet: Spiller man alene og ønsker hårde gåder, kan den sociale diskussion naturligvis ikke bære oplevelsen for én.

Det er værd at tage med, hvis man vælger spillet til en husstand med forskellige præferencer. Den lave adgangsbarriere gør det nemt at invitere en ikke-gamer med, mens det ikke forsøger at være en erstatning for store, længere eventyr. Jeg ville vælge det til korte fælles øjeblikke og vælge et mere indholdsrigt rollespil, hvis målet er at fordybe sig i en fortælling over mange sessioner.

Hvem det passer til – og hvem der bør vælge noget andet

Brightika, Inc. står bag spillet, som er gratis og har en gennemsnitlig bedømmelse på 4,0 fra omkring 394.000 vurderinger. Det har desuden over 10 millioner installationer, hvilket viser, at mange har prøvet det, men popularitet fortæller ikke i sig selv, om formen passer til ens egen familie. Jeg ville lægge mere vægt på, om korte, valgstyrede scener lyder sjove for den, der skal spille.

Det er et godt bud til en yngre spiller, der kan lide at påvirke en fortælling, eller til en voksen, der vil have noget let at dele på en telefon. Det er mindre oplagt for spillere, som bliver irriterede, når udfaldet af et valg er uforudsigeligt, eller som forventer omfattende karakterudvikling og fri udforskning. Hvis man vil spille sammen, bør man også acceptere, at én enhed naturligt skaber en turordning, ikke nødvendigvis en fuldgyldig fælles multiplayeroplevelse.

Den aktuelle version er 0.1.800, og spillet kræver Android 7.0 eller nyere. Det gør kompatibiliteten værd at kontrollere, hvis husstandens fælles telefon er ældre. På iOS bør man ligeledes tjekke, at den konkrete enhed kan hente den udgave, der tilbydes dér, før man planlægger at bruge den som fast fælles aktivitet. Det er en enkel kontrol, der kan spare skuffelse, især hvis spillet er tænkt som noget, børnene skal kunne tage frem uden hjælp.

Min vurdering til en fælles enhed

Som husholdningsspil synes jeg, at Save the Guy: Valgspil fungerer bedst, når forventningerne er små og tydelige: Det er en hurtig, valgbaseret eventyroplevelse, som kan skabe samtale og give flere personer en enkel måde at deltage på. Aftal turene, vær tydelig om køb i appen, og spil eventuelt de første situationer sammen med yngre børn. Så får man mere ud af formatet uden at forveksle det med et dybt rollespil eller et egentligt samarbejdsspil.

Jeg ville anbefale det til familier og venner, der gerne vil skiftes til at vælge og se, hvad der sker, især når der kun er tid til en kort pause. Jeg ville springe over, hvis I leder efter lange spilsessioner, individuel adskillelse på en fælles telefon eller komplekse eventyrmekanikker. Med den forskel på plads er det en ligetil mulighed at prøve gratis, så længe man husker, at køb i appen kan ændre regnestykket.