Photomath

Photomath gør matematik til noget, man løser sammen

Annoncer

En elev fotograferer en ligning, får løsningen vist trin for trin og vender måske skærmen mod sidemanden. Det ligner ikke begyndelsen på et digitalt fællesskab, men netop dér ligger Photomaths særlige sociale rolle: Appen gør matematik lettere at dele, uden selv at være bygget som et socialt netværk. Den kan samle mennesker om en opgave, men den skaber ikke automatisk et sted, hvor de mødes.

Det skel er vigtigt. Mange læringsapps måles på indhold, øvelser og fremskridt. Photomath virker først og fremmest som et redskab, der kan oversætte et matematisk problem til en forklaring, man kan undersøge sammen. Dets fællesskab er derfor spredt ud over klasseværelser, lektieborde og samtaler mellem elever, forældre og lærere. Det giver appen en stille netværksværdi, men også en tydelig begrænsning: Den kan støtte samarbejde uden at gøre samarbejdet til sin egen funktion.

Et fællesskab omkring opgaven, ikke en strøm af opslag

Photomath er ikke indrettet som YouTube eller LinkedIn, hvor brugere følger skabere, kommenterer og vender tilbage til en offentlig strøm. Her er udgangspunktet mere konkret: En bruger retter kameraet mod en matematisk opgave, og appen forsøger at genkende den og vise en vej frem. Den sociale handling kommer ofte bagefter, når nogen sammenligner forklaringen med deres egen metode eller bruger den som afsæt for et spørgsmål.

Det gør deltagelsesmodellen enkel og forholdsvis privat. Man behøver ikke oprette en profil for at kunne få hjælp til en opgave, og man behøver ikke offentliggøre sine fejl eller resultater. Det er en styrke for den, der bare vil videre med lektierne. Samtidig betyder det, at brugerne ikke efterlader meget synlig aktivitet, som andre kan lære af. Der er ingen tydelig offentlig plads, hvor man kan følge en bestemt elevs arbejde eller se, hvilke forklaringer andre diskuterer.

Den model adskiller sig også fra Word Search Quest - Puzzles, hvor selve spillet kan give anledning til sammenligning af resultater og gentagne udfordringer. Photomath har ikke den samme konkurrenceprægede rytme. Dets gentagelse er hverdagens: næste opgave, næste tvivl, næste forsøg på at forstå en regel. Den rytme kan være nyttig, men den samler ikke nødvendigvis brugerne omkring fælles mål.

PhotomathGoogle LLC4,5 ud af 5
Download

Se flere apps fra Photomath

Indgangen er et kamera og et spørgsmål

Nye brugere møder en lav adgangsbarriere. I stedet for først at vælge et kursus eller finde den rigtige diskussion kan man begynde med den opgave, der ligger foran én. Kameraet gør det naturligt at gå direkte fra papir til hjælp, og løsningen præsenteres som en række mellemtrin frem for kun et facit. For en elev, der sidder fast, er det en mere konkret invitation end en tom søgeboks.

Men den nemme indgang kan også sætte tonen forkert. Hvis man scanner opgaven alene for at hente svaret, bliver Photomath let en genvej uden læring. Det er ikke et særproblem ved appen; det er en risiko, der følger med værktøjer, som kan løse skolearbejde hurtigt. Trinvis forklaring gør det lettere at undersøge fremgangsmåden, men den tvinger ikke brugeren til at prøve selv eller forklare, hvad der skete.

Her opstår en vigtig rolle for de mennesker, der står omkring skærmen. En lærer kan bede eleven forklare et bestemt trin, og en forælder kan bruge løsningen som støtte, når den gamle lærebogsmetode er rusten. Det er dog anvendelser, ikke tegn på, at appen selv organiserer sådanne forløb. Den giver råmaterialet til samtalen; samtalen skal nogen selv tage initiativ til.

Ritualet er at kontrollere, ikke at følge med

Photomaths mest sandsynlige ritual er lille og gentageligt: Scan, læs, sammenlign og afgør, om forklaringen passer til det, man har lært. Det er ikke en daglig indtjekning for at holde en række i live eller en notifikation, der kalder brugeren tilbage til et fællesskab. Appens klæbrighed er praktisk snarere end social. Den bliver relevant igen, når en ny opgave føles uoverskuelig.

Det kan give en sundere brug end apps, der hele tiden kræver opmærksomhed, men det gør også relationen flygtig. Når problemet er løst, er der sjældent en indbygget grund til at blive hængende. Brugeren kan gå derfra med større forståelse, eller blot med et svar; appen kan ikke alene afgøre forskellen. Den tilbagevendende værdi afhænger af, om forklaringerne faktisk bliver brugt aktivt.

Annoncer

Der findes heller ikke nødvendigvis ét fælles ritual på tværs af brugerne. En elev kan bruge appen efter skole, en voksen kan slå en metode op for at hjælpe et barn, og en lærer kan undersøge, hvordan en løsning bliver forklaret. De mødes om matematikken, ikke om en samlet brugeroplevelse. Det er et mere løst fællesskab end et forum, men det kan stadig være betydningsfuldt i den konkrete situation.

Brugernes bidrag og det, appen ikke viser

I et åbent fællesskab kan brugere skabe vejledninger, dele eksempler og rette hinandens misforståelser. Photomaths centrale bidrag kommer derimod fra selve værktøjet: Det genkender opgaven og fremstiller en løsning. Brugeren bidrager ved at vælge, hvad der skal undersøges, og ved at fortolke eller dele resultatet med andre. Det er deltagelse, men ikke det samme som at skabe et offentligt bibliotek af brugerindhold.

Det er derfor klogt at skelne mellem det, appen tydeligt gør, og det, der kan ske rundt om den. Elever kan vise hinanden løsninger, og lærere kan diskutere, om en forklaring passer til undervisningen. Men uden en synlig fælles strøm kan man ikke gå ud fra, at bestemte bidrag deles bredt, at brugere samarbejder på tværs, eller at en aktiv skabergruppe former oplevelsen. Sådanne mønstre kræver dokumentation, og de bør ikke udledes alene af, at appen er populær eller nem at bruge.

Det samme gælder indholdets autoritet. En pædagogisk forklaring kan være værdifuld, men den bør stadig læses kritisk og sammenholdes med undervisningen. En løsning, der ser overbevisende ud på skærmen, er ikke i sig selv bevis på, at eleven har forstået metoden. Den bedste brug opstår, når appens trin bliver et udgangspunkt for at stille spørgsmål, ikke en erstatning for at stille dem.

Social friktion og sikkerhedens blinde vinkler

Friktionen ligger især i forskellen mellem at få hjælp og at lære. Hvis én elev scanner alt, mens en anden arbejder sig gennem opgaven, kan værktøjet skabe uenighed om, hvad der tæller som selvstændigt arbejde. Den samme funktion kan være en redningsplanke for en elev, der er kørt fast, og en fristelse til at springe tænkningen over. Det er ikke nødvendigvis appens fejl, men det er en del af dens sociale virkning i skolen.

Annoncer

Privat brug beskytter samtidig mod nogle af de konflikter, der følger med offentlige opslag: færre synlige kommentarer, mindre pres for at præstere foran fremmede og ingen åben popularitetsmåling som grundlag for hjælp. Bagsiden er, at hjælpen ikke automatisk kan kvalitetssikres af et fællesskab. Hvis brugeren misforstår et trin, er der ikke nødvendigvis en anden bruger til stede, som kan opdage det.

Der er også grænser for, hvad man kan konkludere om moderation og sikkerhed ud fra selve læringsoplevelsen. En app uden en tydelig offentlig samtaleflade giver færre oplagte steder for chikane, men det beviser ikke, hvordan data håndteres, eller hvilke sikkerhedsregler der gælder på tværs af alle funktioner og platforme. Det bør kontrolleres i appens aktuelle oplysninger og vilkår. For yngre brugere bør voksne desuden være opmærksomme på, at et værktøj til lektier stadig er software, som behandler brugerinput.

Netværksværdi uden netværksknapper

Photomaths netværksværdi viser sig i overførslen mellem mennesker. En elev kan tage en forklaring med ind i en samtale, en forælder kan støtte sig til den ved køkkenbordet, og en lærer kan bruge et eksempel til at tale om løsningsmetoder. Værdien ligger ikke nødvendigvis i, at brugerne er forbundet gennem appen, men i at den samme type forklaring kan blive et fælles referencepunkt.

Det er en mere beskeden, men også mere jordnær form for fællesskab end den, man ser omkring YouTube, hvor skabere kan opbygge faste følgerskarer, eller LinkedIn, hvor forbindelser er en synlig del af produktet. Photomath samler ikke nødvendigvis publikum omkring bestemte stemmer. I stedet kan den mindske afstanden mellem den, der spørger, og den, der hjælper. Det er nyttigt, men svært at måle på appens egne sociale tegn.

På den måde kan Photomath fungere som et fælles værktøj uden at blive et fælles rum. Det er en væsentlig forskel. Et fælles værktøj hjælper mennesker med at gøre noget sammen; et fælles rum hjælper dem med at finde hinanden og fortsætte samtalen. Photomath er stærkest i den første rolle.

Annoncer

Kan det løse fællesskab holde?

Fordi fællesskabet ikke afhænger af en strøm af brugerindhold, behøver det heller ikke konstant nye opslag for at føles levende. Matematikopgaverne vender tilbage, og behovet for forklaringer forsvinder ikke. Det giver appen en holdbar nytte, så længe den genkender opgaver pålideligt og forklarer dem på en måde, brugerne kan følge.

Men den samme afhængighed af værktøjets kvalitet sætter en grænse. Hvis forklaringen ikke passer til undervisningsmetoden, eller hvis brugeren kun lærer at hente facit, svækkes tilliden. Et stærkere socialt lag kunne gøre det lettere at dele forskellige fremgangsmåder, men det ville også kræve tydeligere regler for kvalitet, privatliv og moderation. Mere fællesskab er ikke automatisk bedre, især ikke når mange brugere er elever.

Min vurdering er, at Photomath ikke skal bedømmes, som om det var et socialt netværk, der mangler kommentarer. Dets bedste bidrag er at gøre en svær opgave mindre ensom og give mennesker noget konkret at tale ud fra. Det gør den godt, når brugeren læser trinene og prøver at forstå dem; mindre godt, når kameraet bliver en genvej til et ubearbejdet svar. Photomath skaber ikke et fællesskab af sig selv, men den kan gøre hjælpen mellem mennesker mere præcis. Det er et beskedent løfte, og netop derfor et troværdigt et.

Annoncer

Læs også

Endnu mere fra bloggen